Som et usynligt bånd er den fælles historie mellem Celle og Danmark koblet til hinanden og beskriver en kongelig forbindelse. Begge kongehuse kigger tilbage på en fortid, som vakte opsigt i hele Europa i det 18. århundred. Caroline Mathilde året i Celle giver en ny synsvinkel og indblik i den daværende dronnings liv og hvordan hun var involveret i Struensee-sagen.
Omvæltning:
Mange emner der stod i forbindelse med Caroline Mathilde og Struensee-affæren, var tegn af opbrud. Om det nu var dronning der red i herrebukser, hvilket rystede det daværende kvindebillede eller den revolutionære Struensee, som beskæftigede sig med sociale spørgsmål og magtforhold.
Lidenskab:
Historien er også præget af lidenskab – den danske dronning begejstrede sig for have, kultur, ridning i herresaddel og gik gerne i kontakt med mennesker. Den franske have og slotsteatret minder stadig om hende til den dag i dag.
Kultur:
Alt hvad der bliver skabt i løbet af et stykke tid, bliver sammenfattet i kulturen. Mindeåret udforsker det spændende spørgsmål om, hvordan vi kan forme vores kultur og forbinde historien med nutiden.
Struensee-affæren og Caroline Mathilde
Prinsesse Caroline Mathilde fra England blev som ung pige gift med hendes fætter kong Christian VII. fra Danmark. Kongen galt som psykisk syg og ustabil, hvilke førte til at ægteskabet ikke var præget af kærlighed. Efter at Johann Struensee opnåede Christian VII. tillid, blev han senere udnævnt til kongens personlige læge. Caroline Mathilde og Struensee begyndte en affære og Struensee udnyttede sin gunstige position hos kongen, for at blande sig med revolutionære reformer i politiske beslutninger.
Begge ting kom ham ikke til gode kort tid efter: Grundet sin affære med dronningen og sin politisk holdning, hvilken var en trussel for adelen, blev Struensee hængt. Kongen og hans kone blev boykotteret og Caroline Mathilde blev sendt i eksil til Celle. Kurfyrstendømmet Braunschweig-Lüneburg blev til den tid regeret af hendes bror kong Georg III. Hun blev varmt modtaget i Celle, tog sig af de fattige, holdt en tæt kontakt til befolkningen og fremmede det kulturelle liv i byen. I en alder af 23 år blev hun alvorligt syg, døde og blev begravet i Mariakirken i Celle. I dag står der et monument i den franske have til minde om hende.